ERKLÆRING OM ACCEPT AF RISICI & ANSVARSFRASKRIVELSE

Copenhagen Air Experience er Nord Europas første og eneste vindtunnel til simulering af frit fald. Dette foregår i en vertikal vindstrøm på over 200 km/t og i op til 6 meters højde (herefter kaldet ”flyvning”). Da din sikkerhed og fornøjelse har vores førsteprioritet, er vores anlæg TÜV-godkendt og alle instruktører har gennemgået en særlig certificeret instruktøruddannelse. Desuagtet må flyvning anses for at være en farlig sport, hvor der er risiko for såvel person- som tingsskade.

I forbindelse med den forestående flyvning afgiver undertegnede deltager hermed følgende erklæring overfor Copenhagen Air Experience A/S, cvr-nr. 29820708 og dets tilknyttede personale (herefter kaldet ”CAE”):

  • Jeg vejer under 120 kg og er ikke gravid.
  • Jeg er fuldstændig rask og ved godt heldbred og har ikke aktuelt eller tidligere haft skader, dislokationer eller lidelser i nakke, skuldre, ryg eller hjerte. Jeg forstår, at dette er vigtigt grundet flyvningens særlige belastning, herunder særligt på nævnte kropsdele.
  • Jeg er ikke under indflydelse af alkohol eller euforiserende stoffer og ej heller af medicin, der kan nedsætte min reaktionsevne eller påvirke min balance- eller opfattelsesevne.
  • Inden flyvning ser og lytter jeg opmærksomt på CAE’s instruktionsvideo og søger svar på alle mine relevante spørgsmål i den forbindelse. Jeg gør mig således bekendt med CAE’s instruktion og sikkerhedsregler og indestår for at følge disse, samt instruktørens øvrige anvisninger, både før, under og efter flyvning. 
  • Jeg har fået stillet sikkerhedsudstyr i form af hjelm, dragt, handsker og ørepropper til rådighed af CAE. Jeg ved, at det er vigtigt at holde hjelmen spændt, visiret lukket og ørepropperne i ørene for at minimere risikoen for skader. Tunnelen afgiver støj på mere end 120 db, hvilket let kan give høreskader, hvis man undlader at bruge ørepropper. Jeg forpligter mig til at bære det udlånte sikkerhedsudstyret på korrekt vis under mit ophold i vindtunnelen.
  • Jeg sørger for, at mine lommer er tomme og at jeg ikke bærer smykker, ure, briller eller lignende under flyvningen. CAE har intet ansvar for eventuelle skade, tyveri eller bortkomst af mine ejendele.
  • Jeg sørger for grundig opvarmning inden flyvningen og går kun ind i vindtunnelen med en instruktør, ligesom flyvningen kun påbegyndes efter godkendelse af en instruktør. Medmindre jeg har fået udtrykkelig tilladelse fra en instruktør om andet, foretager jeg kun flyvning i vandret maveliggende position uden tricks eller flips. 
  • Jeg står selv for enhver forsikring, som jeg skønner nødvendig for at dække min risiko og jeg har selv gjort mig bekendt med, i hvilket omfang min ulykkesforsikring dækker eventuelle skader på krop eller ejendele i forbindelse med deltagelse i aktiviteter hos CAE.
  • Jeg er indforstået med, at flyvningen og færdslen på CAE’s område foretages på mit eget ansvar og jeg påtager mig således den fulde risiko for min deltagelse i flyvningen. Jeg bærer selv det fulde ansvar for eventuelle tings- eller personskader, som jeg pådrages i denne forbindelse og fraskriver mig tillige ethvert erstatningskrav overfor CAE og dennes medarbejdere, instruktører og operatører mv.  Jeg indestår i øvrigt for at friholde CAE fra ethvert erstatningsansvar, som min deltagelse i flyvning måtte give anledning til. 
  • Jeg giver CAE samtykke til at optage video og foto i forbindelse med mine aktiviteter hos CAE og accepterer, at dette materiale alene skal tilhøre CAE, ligesom det frit må benyttes til markedsføring af CAE i såvel Danmark som i udlandet. Ved kryds her [  ] fravælger jeg dog denne tilladelse. 
  • Jeg tillader hermed, at CAE må kontakte mig via post eller e-mail i forbindelse med nyheder, aktiviteter og tilbud fra CAE.  Ved kryds her [  ] frabeder jeg mig dog henvendelser via e-mail.
  • Jeg accepterer, at jeg ikke kan foretage individuelle rettelser eller tilføjelser til ovennævnte tekst, hvorfor der kan ses bort fra sådanne eventuelle håndskrevne ord, tegn eller overstregninger i denne erklæring.

Med min underskrift vedstår jeg mig denne erklæring i alle dets ord og punkter.

 

Navn, Dato, Underskrift, Email

 

Ved deltagere under 18 år:

Jeg er forælder til/værge for ovenstående deltager og samtykker hermed i deltagelsen, ligesom jeg med virkning for deltageren vedstår denne erklæring i alle dets ord og punkter.

 

Forælder / værges Navn, Dato, Underskrift